Vores vin

Vi fremstiller både rødvine, hvidvine og rosévine. Da de forskellige druesorter ofte modner på forskellige tidspunkter, høstes de også på forskellige tidspunkter. De fleste vine, som vi fremstiller, er derfor baseret på en enkelt druesort, da de er vinificeret hver for sig. Men i løbet af vinificeringsprocessen afgør vi om nogle vine skal blandes sammen for at opnå en bedre smag.

Ellegækgaard Cuvé
I 2017 har vi prøvet at blande Rondo og Bolero fra årgang 2016. Efter smagninger i flere omgange har vi valgt et blandingsforhold på 50% Rondo og 50% Bolero. Vinene blev plukket, gæret og lagret hver for sig. Efter en lagringstid på næsten et år blev de to vine blandet, og blandingen lagres yderligere i mindst et halvt år. 

Siden 2017 har vi hvert år fremstillet forskellige blandinger og eksperimenteret med forskellige lagringstider.

Fadlagrede vine
Vi råder over tre egetræsfade, hhv. to fade på 30 liter og et fad på 50 liter. En del af vinene fadlagres på egetræsfadene. Vi eksperimenterer med forskellige lagringstider og forskellige blandinger, herunder blandinger af både vine, der er fadlagret og ikke fadlagret.

Rosévin
Normalt vil man lade skaller og kerner ligge sammen med druesaften nogle timer inde druerne presses, men vi presser druerne med det samme for at få en lettere rosévin. Sædvanligvis fremstiller vi rosévin af en blanding af vores rødvinsdruer, hvor de presses og gæres sammen. I 2021 prøver vi at fremstille en rosévin udelukkende af Leon Millot.

Orangevin
Orangevin er hvidvin, hvor hvidvinsdruerne gæres sammen med skaller og kerner i lighed med rødvin. Denne produktionsmåde går under forskellige navne. F.eks. kaldes det Blanc Brisat i Catalonien. Vi har i 2017 gjort forsøget med en mindre mængde Solaris druer.

Druesorter

Rondo
Rondo er nok den mest udbredte rødvinsdrue i Danmark. Den giver kraftige og mørke vine. Den er kraftigt voksende, og kan gro næsten alle steder. Samtidigt giver den et stort udbytte. Men den er ikke så modstandsdygtig overfor f.eks. meldug.

Bolero
Bolero giver lette vine og modner ret sent. Vi har haft skiftende resultater med Bolero. Den er mere vinterhårdfør end Rondo, og mere modstandsdygtig overfor bl.a. meldug.

Leon Millot
Leon Millot giver smagfulde vine, både som enkeltdruevine og blandingsvine. Leon Millot er meget modstandsdygtig overfor sygdomme, og kan høstes sent på sæsonen.

Solaris
Solaris er en meget udbredt hvidvinsdrue i Danmark. Den egner sig godt til det danske klima. Den modner forholdsvis tidligt og giver et stort udbytte.

Madeleine Angevine
Madeleine Angevine er en hvidvinsdrue, som ikke er særlig udbredt, da den kræver gode betingelser for at give et brugbart udbytte. Men når den giver et brugbart udbytte, er resultatet til gengæld rigtig godt. Vi har været heldige at få et godt udbytte hvert år

Vores-vin-1-MG_4062-870x500
Vores-vin-1-MG_6137-870x500
vores-vin-2-mg_6296-870x500
previous arrow
next arrow

Comments are closed.