Lauget

Ellebækgaard Vinlaug startede i 2010 og har hjemsted på Ellebækgaard, Lammestrupvej 18, 4140 Borup. Vinlauget har til formål at fremstille vine til eget forbrug af druer fra egen vinmark.

Udover vinmarken, råder vinlauget over et opholdsrum og nogle produktionslokaler, hvor vinificeringen foregår.

Vinlauget består af en lille flok entusiastiske vinelskere. Vi lægger ikke skjul på, at vi er amatører og novicer. Vi har ikke flere generationers erfaringer, som mange vinbønder under de sydlige himmelstrøg kan trække på.

Viden og erfaringer må vi selv opsøge. Det sker bl.a. gennem bøger og tidskrifter. Bogen Vinavl i Danmark (Forfatter Jens Michael Gundersen og Benny Génsbøl) er en stor inspiration, og kan næsten betegnes som vores ”bibel” i mange sammenhænge. Foreningen Dansk Vin (www.vinavl.dk) er også en stor inspirationskilde, både gennem bladet Vinpressen, seminarer, erfagrupper og vinskuer.

I vinlauget lægger vi stor vægt på fællesskabet, og at der er plads til meningsudvekslinger, gode idéer og eksperimenter. Alle skal have lejlighed til at bidrage med både arbejdsindsats, meninger og idéer i det omfang som de enkelte har tid, lyst og energi til.

Vi er fælles om alt, herunder vinificeringsudstyr og planterne i marken. Ligeledes er vi fælles om alle opgaver.

Nøgleordene i vinlauget er sjovt, respekt og udfordrende. Det skal være sjovt at være med i vinlauget, og vi skal respektere hinanden, både mht. arbejdsindsats, meninger og som individuelle personer. Samtidigt skal det være udfordrende at dyrke vin. Vi søger hele tiden viden og metoder til at forbedre vinens kvalitet.

Comments are closed.